26.10.2017

Transportanlæg

Planlægningen skal sikre en tæt kobling mellem byudvikling og infrastruktur, så statslige investeringer i fx transportanlæg understøttes bedst muligt.

En sammenhængende og veludbygget infrastruktur skal sikre mobilitet og god fremkommelighed i hele landet – på tværs af kommunegrænser og regioner - og mellem Danmark og resten af verden. 

Let adgang til transport

Let adgang til transport af personer og gods er af stor samfundsmæssig betydning og af stor betydning for vækst og udvikling i hele Danmark.

Tilgængelighed i forhold til transportanlæg er vigtigt for mange virksomheder, såvel transporttunge virksomheder som virksomheder med et højt antal ansatte. Adgang til transport er afgørende for arbejdskraftens mobilitet og dermed for virksomheders mulighed for at tiltrække arbejdskraft. 

Planlægning for transportanlæg

Transportanlæg er præget af meget store investeringer. Planlægning for byudvikling skal derfor understøtte statslige investeringer i infrastruktur og må ikke medføre væsentlige merudgifter for staten.

En tæt kobling mellem byudviklingen og infrastrukturen er af stor betydning for:

  • at udnytte allerede foretagne investeringer og nedbringe ressourceforbruget til nye transportanlæg.
  • at nedbringe forureningen fra transport. 

Transportanlæg som lokaliseringsprincip

Transportanlæg kan danne udgangspunkt for lokaliseringsprincipper i planlægningen. Fx er stationsnærhedsprincippet det overordnede lokaliseringsprincip i landsplandirektivet for hovedstadsområdets planlægning, Fingerplanen.

Stationsnærhedsprincippet skal sikre en tæt sammenhæng mellem byudvikling og infrastruktur, primært i form af kollektiv transport med tog, og dermed mindske trafikkens negative konsekvenser i form af støj, luftforurening og trafikuheld.

Transportanlæg af national interesse

Transportanlæg af regional eller national betydning er en national interesse. Eksisterende infrastrukturanlæg og arealreservationer til planlagte og fremtidige infrastrukturanlæg skal indgå i kommuneplanen for at sikre overblik over arealer, der inddrages i infrastrukturplaner. 

Lufthavne

Det er en national interesse, at der i planlægningen tages hensyn til lufthavne og flyvepladser, som varetager landsdækkende og tværkommunale funktioner. Det betyder, at der ikke må etableres byggeri eller anlæg, der hindrer anvendelsen af luftfartsanlæggene eller påvirker luftfartssikkerheden.

Se også: Lufthavne

Havne

Det er en national interesse at:

  • fastholde aktive erhvervshavne.
  • sikre optimale betingelser for fortsat udvikling af landets centrale havne som effektive transportknudepunkter.
  • sikre tilstrækkelig havnekapacitet og placeringsmuligheder for virksomheder med særlige behov for søtransport.

Havneerhverv betragtes som produktionserhverv.

Se også: Produktionserhverv

Veje

Transporttunge virksomheder er afhængige af lokaliseringsmuligheder med god tilgængelighed til motorveje. Erhvervsområder langs motorveje skal derfor forbeholdes transporttunge virksomheder som fx transport- og logistikvirksomheder.

Kommunerne skal vurdere, om lokale vejplaner og trafiktekniske tiltag kan få konsekvenser for eksisterende eller planlagte overordnede vejforbindelser og trafikanlæg.

Se også: Veje