11.04.2018

Struktur og indhold

Kommuneplanen skal bl.a. indeholde overordnede mål for udvikling, retningslinjer for arealanvendelse og præcise rammer for lokalplanernes indhold.

For hver kommune skal der foreligge en kommuneplan, der omfatter en periode på 12 år. På baggrund af en samlet vurdering af udviklingen i kommunen fastlægger kommuneplanen:

  1. en hovedstruktur, som angiver de overordnede mål for udviklingen og arealanvendelsen i kommunen.
  2. retningslinjer for arealanvendelsen.
  3. rammer for lokalplanernes indhold for de enkelte dele af kommunen. 

Kommuneplanen skal desuden ledsages af:

  • en redegørelse for planens forudsætninger
  • kort, der knytter sig til retningslinjer og rammer.
Retningslinjerne, rammerne og kortene skal være så præcise, at der ikke kan være tvivl om indholdet. Hvis der er uoverensstemmelse mellem kortet og tekstdelen, er det teksten, der gælder.

Denne opdeling er blot én måde at disponere kommuneplanen på; det ligger kommunerne frit for at disponere på en anden måde.

Se også: Formkrav

Hovedstruktur

Kommuneplanens hovedstruktur kan illustrere kommunens fremtidige opbygning; de strategiske og langsigtede overvejelser, der indgår i den, kan række udover kommuneplanens 12-årige periode.

Hovedstrukturen omfatter hele kommunens geografiske område, byzone, sommerhusområder og landzone.

Hovedstrukturen afspejler de overordnede mål for udviklingen og arealanvendelsen og er udtryk for den interesseafvejning, kommunalbestyrelsen har foretaget. Den giver et overblik over planens indhold og kan være indgangen til kommuneplanens mere detaljerede indhold.

Det er almindelig praksis at ledsage hovedstrukturen med et eller flere kort, der kan give et godt overblik over de valgte hovedtræk i arealdisponeringen for hele kommunen.

Retningslinjer

Kommuneplanen skal på baggrund af en samlet vurdering af udviklingen i kommunen indeholde retningslinjer. Disse skal som udgangspunkt behandle de 26 emner i planlovens § 11 a., også kaldet kommuneplankataloget. I tilfælde hvor der er emner nævnt i loven, som er direkte irrelevante for kommunen, er det tilstrækkeligt at oplyse i redegørelsen, at bestemmelser derom er irrelevante. Det gælder fx bestemmelser om arealanvendelsen i kystnærhedszonen for indlandskommuner.

Retningslinjerne og de områdeudpegninger, de medfører, oplyser om hvilke hensyn, kommunalbestyrelsen vil lade indgå i afvejningen af en ansøgning om tilladelse eller dispensation efter lovgivningen.  Desuden udgør retningslinjerne grundlaget for kommunens naturforvaltning og andre tiltag til nye aktiviteter mv.

Rammer

Kommuneplanen skal indeholde rammer for, hvad der kan lokalplanlægges for i de enkelte dele af kommunen. Der er således en nøje sammenhæng mellem lokalplanlægningen og kommuneplanens rammedel: Der kan ikke lokalplanlægges for emner eller områder, der ikke er opstillet kommuneplanrammer for.

Kommunerne har kun pligt til at fastsætte rammer for de områder i kommunen, hvor der forventes gennemført lokalplaner. 

Præcise angivelser

Rammerne giver offentligheden mulighed for at vurdere, hvordan kommuneplanen gennem lokalplanlægningen vil påvirke bygge- og anvendelsesmuligheder i de enkelte områder.

Rammerne skal udgøre et fyldestgørende grundlag for vurderingen af, om indholdet i en lokalplan er i overensstemmelse med kommuneplanen. De skal derfor være så præcise med hensyn til angivelse af anvendelse, bebyggelsens art og omfang mv. samt den geografiske afgrænsning, at det umiddelbart fremgår, hvilke bindende lokalplanbestemmelser, der kan fastsættes. Rammedelen kan indeholde bestemmelser om de emner, der er omtalt i Planlovens § 11 b.

Konsekvensen af manglende præcision i kommuneplanrammerne kan være, at lokalplaner er ugyldige.

Rammedelen skal indeholde bestemmelser om de emner, der er omtalt i Planlovens § 11 b, i det omfang de er relevante for den enkelte kommune. 

GIS-kort

De afgrænsede områder, der knytter sig til kommuneplanens rammer, skal vises på kort. Kommuneplanens rammeområder skal foreligge i digital form som GIS-kort og indberettes til PlansystemDK efter fælles datamodel PlanDK2. 

Se også: Plandata.dk

Redegørelsen

Redegørelsen har oplysende eller forklarende karakter og er ikke direkte bindende for den kommunale administration. Den udgør baggrundsviden og skal danne grundlag for myndighedernes og borgernes forståelse af kommuneplanens bestemmelser.

Redegørelsen skal efter Planlovens § 11 e som minimum omfatte en række emner som fx rækkefølge for planens gennemførelse og forholdet til nabokommunernes planlægning. Redegørelsen kan i øvrigt ses i sammenhæng med kommunens planstrategi, som er baggrund for kommuneplanens indhold.

Se også: Planstrategi

Redegørelsen skal ledsage kommuneplanen eller kommuneplantillægget, hvilket betyder, at den skal fremlægges for kommunalbestyrelsen og for offentligheden.

Se også: Offentlighedens indflydelse