22.03.2018

Retsvirkning

Et areal er underlagt foreløbig retsvirkning såsnart et lokalplanforslag for arealet er offentliggjort, og til den endelige vedtagne lokalplan er offentliggjort. 

Oplysning om lokalplanens blivende retsvirkning skal stå i selve lokalplanen jf. § 15, stk. 1, mens oplysninger om forslagets midlertidige retsvirkninger kan indgå i redegørelsen for et forslag til lokalplan. 

Retsvirkning - Lokalplanforslag - § 17

Et offentliggjort lokalplanforslag har den foreløbige retsvirkning, at arealer inden for området ikke må bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for at foregribe den endelige plans indhold (§ 17, stk. 1).

Forbuddet omfatter også bebyggelse og anvendelse, der er i overensstemmelse med forslaget. Det skyldes, at forslaget kan blive ændret under processen. En byggetilladelse, der er udstedt før planforslaget bliver offentliggjort, berøres ikke. Den foreløbige retsvirkning gælder, indtil den endelige vedtagne lokalplan er offentliggjort, dog højst et år efter offentliggørelsen (§ 17, stk. 4). 

Etårsfristen

Etårsfristen gælder også, når der er fremsat indsigelse efter reglerne i § 29. Efter udløbet af indsigelsesfristen kan kommunalbestyrelsen dog tillade, at en ejendom bebygges eller udnyttes i overensstemmelse med forslaget, hvis følgende
forudsætninger er opfyldt, jf. § 17, stk. 2 og 3:

  • Lokalplanforslaget er i overensstemmelse med kommuneplanen.
  • Der er ikke tale om et byggearbejde mv., som er lokalplanpligtigt efter § 13, stk. 2.
  • Der er ikke fremsat indsigelse fra Erhvervsministeren, andre statslige myndigheder, nabokommuner eller en berørt nationalparkfond efter §§ 29, 29 a eller 29 b og 29 c.
  • Erhvervsministeren har ikke overtaget lokalplanforslaget efter § 3, stk. 5.
  • Der er ikke tale om overførsel til byzone eller sommerhusområde.

Lokalplaner – § 18

Der må ikke retligt eller faktisk etableres forhold i strid med bestemmelserne i en lokalplan jf. planlovens § 18. Denne bestemmelse fastslår, at en lokalplan er bindende for de arealer, der ligger inden for planens område. Lokalplanens retsvirkninger indtræder ved planens offentliggørelse, dvs. annoncen om, at planen er endeligt vedtaget.

Forhold etableret før lokalplanen

En lokalplan regulerer kun fremtidige dispositioner. Lovlig eksisterende bebyggelse eller lovlig anvendelse, som er etableret før offentliggørelsen af lokalplanforslaget, og som ikke er i overensstemmelse med denne, kan fortsættes som hidtil. 

Forhold der ønskes etableret efter lokalplanen

Et byggeri eller en (ændret) anvendelse af en ejendom, der etableres, efter at lokalplanens retsvirkninger er indtrådt, skal være i overensstemmelse med planen, medmindre der gives dispensation efter § 19.

Forholdet til anden lovgivning

En lokalplan kan ikke uden særlig hjemmel tilsidesætte anden lovgivning. Eksempler på en sådan hjemmel er byggelovens §§ 6 A-6 C og 7-9, der indeholder hjemmel til, at en lokalplan kan fravige byggelovens regler om:

  • mindstegrundstørrelser
  • bebyggelsesprocenter
  • friarealer
  • afstands- og højdebestemmelser.

En lokalplan kan dog ikke fravige beregningsreglerne i bygningsreglementet. 

Krav om kommunal overtagelse

Når en lokalplan eller en byplanvedtægt har forbeholdt en ejendom til et offentligt formål, kan ejeren forlange ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning.

  • Planlovens § 48 udtrykker på den ene side hensynet til kommunens ofte langsigtede fysiske og økonomiske planlægning af veje, offentlige formål mv., og på den anden side hensynet til ejeren af det berørte areal.
  • Planlovens § 49 udtrykker ligeledes på den ene side hensynet til kommunens planlægning, her navnlig i forlængelse af bevarende lokalplaner, og på den anden side hensynet til ejeren af det berørte areal.

For begge bestemmelser gælder, at ejeren skal kunne udnytte sin ejendom på en økonomisk rimelig måde, og er det ikke muligt på grund af kommunens planlægning, vil ejeren efter bestemmelsen have ret til at kræve ejendommen overtaget på et tidligere tidspunkt, end realiseringen af planlægningen forudsætter.

Overførsel til byzone eller sommerhusområde af landbrug mv.– § 47 a

Ejere af ejendomme, der helt eller delvis overføres fra landzone til byzone eller sommerhusområde, kan inden 4 år efter overførslen kræve, at kommunen overtager ejendommen, henholdsvis den overførte del af ejendommen.

Overtagelse kan dog kun kræves, hvis ejendommen på det tidspunkt, hvor ejeren forlanger overtagelse, fortsat benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage. Det beløb, kommunalbestyrelsen skal betale for overtagelse, fastsættes af taksationsmyndigheden efter de samme regler, som gælder for ekspropriation (§ 47 og § 50).