Driftsmeddelelse24.03.2020 - 14:04

Midlertidige ændringer vedr. tilgangen til deljordstykker i Plandata.dk

Som følge af COVID-19-situationen vil deljordstykker for en periode fra på onsdag d. 25. marts desværre ikke kunne tilgås, godkendes eller korrigeres imellem kl. 08 og 17.

Ifm. en igangværende indsats i Erhvervsstyrelsen, der skal sikre kompensation til virksomheder, som er påvirket af COVID-19 situationen, er det nødvendigt, at Plandata.dk begrænser sin belastning på Erhvervsstyrelsens servere og IT-systemer. Derfor må vi desværre for en periode begrænse deljordstykkeberegning til kun at finde sted uden for tidsintervallet kl. 08 til 17 på hverdage.

Konkret betyder det, at deljordstykker i en periode ligeledes ikke kan tilgås, godkendes eller korrigeres i Plandata.dk imellem kl. 08 og 17. Vi forventer, at vi i starten af april gradvist kan åbne op igen.

Når man i Plandata.dk vedtager, fejlretter, ændrer eller aflyser en lokalplan eller kommuneplan, så vil der fortsat ske en automatisk genberegning af berørte deljordstykker, men dette vil altså først ske i tidsrummet kl. 17-08. Derfor er det også fortsat muligt at nedbringe antallet af deljordstykker, der udtages til manuel kontrol, ved igennem fejlretning i Plandata.dk at præcisere de indberettede planoplysninger.

Plandata-supporten står klar til at hjælpe med denne proces.

Dette er en midlertidig situation, og vi håber, at vi hurtigt er tilbage i normal drift igen.

Vi beklager ulejligheden og håber på jeres forståelse.