31.10.2017

Lystbådehavne

Lystbådehavne betragtes planlægningsmæssigt som et ferie- og fritidsanlæg i kystnærhedszonen, og derfor skal de særlige hensyn i kystnærhedszonen varetages.

Lystbådehavne spiller en betydelig rolle for ferie-, fritids- og turismeindsatsen. På ikke-brofaste småøer kan havnene endda være afgørende for, at turismeudvikling i det hele taget kan foregå.

Planlægning for lystbådehavne

Havne er omfattet af bestemmelserne om kystnærhedszonen i planloven, og derfor gælder følgende for planlægning af lystbådehavne:

  1. Nye havne skal lokaliseres i tilknytning til eksisterende bysamfund og uden at opsplitte åbne kyststrækninger. Hensigten er, at nye anlæg såsom lystbådehavne skal kunne bidrage til områdets attraktionsværdi, forbedre den lokale service og de lokale beskæftigelsesmuligheder.
     
  2. Nye lystbådehavne må således ikke uden videre placeres i det åbne kystlandskab. Generelt bør nye ferie- og fritidsanlæg indpasses i kystlandskabet, så de ikke virker dominerende i sammenhæng med den eksisterende bebyggelse og det omgivende kystlandskab.
     
  3. Lokalisering af lystbådehavne kræver desuden en særlig funktionel begrundelse for kystnær lokalisering og der er pligt til at sikre samt udbygge offentlighedens adgang til kysten. 

Kommunens behandling af konkrete projekter om nye lystbådehavne skal ske ud fra de strategiske mål, som er fastsat i kommuneplanen og de sammenhængende turistpolitiske overvejelser. Det er gennem behandlingen af de konkrete projekter, at kommunerne kan realisere de turistpolitiske visioner. 

Tilladelse til opførelse af lystbådehavne

Der skal søges om tilladelse til anlæg af lystbådehavne hos Kystdirektoratet, som behandler ansøgninger om anlæg på søterritoriet efter kystbeskyttelseslovens § 16 a.

Det kræver således en tilladelse fra Kystdirektoratet at etablere et fast anlæg såsom lystbådehavne, tømmerflåder, fortøjningsanlæg mv.