11.04.2018

Lokalplanret og -pligt

Kommunalbestyrelsen kan til en hver tid udarbejde et lokalplanforslag, som er bindende for ejere og brugere. Nogle byggerier kan være omfattet af lokalplanpligt.

Bestemmelserne i en lokalplan skal have hjemmel i planloven og være så præcist og entydigt formulerede, at det er tydeligt for både dem, der har interesse i planen, og dem som skal administrere bestemmelserne, hvad der gælder.

Hvis ikke disse krav er opfyldt, kan der senere bruges meget tid på tolkning af bestemmelserne, og måske behandling af klagesager og prøvelse ved domstolene.

Hvad skal en lokalplan indeholde?

Der findes nogle mindstekrav, som skal opfyldes, når det gælder udarbejdelse af lokalplaner.

Lokalplaner skal:

  1. indeholde oplysninger om planens formål og retsvirkninger (§ 15, stk. 1).
  2. ledsages af en redegørelse for, hvorledes planen forholder sig til kommuneplanen og øvrig planlægning for området (§ 16, stk. 1, se nærmere under ’Redegørelsen’ (kap. 3).

Lokalplanret

Efter planlovens § 13, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen på ethvert tidspunkt beslutte at udarbejde et lokalplanforslag. Det sker typisk som led i planlægning af byudviklingen i kommunen og i situationer, hvor kommunalbestyrelsen ønsker at sætte sit præg på et privat byggeprojekt.

Herudover er det en betingelse, som ikke er angivet i loven, men som følger af almindelige regler, at lokalplanen – ikke uden særlig hjemmel – må være i strid med anden lovgivning.  Alle bestemmelser i lokalplanen skal have hjemmel i planlovens § 15, stk. 2. Derudover skal planen som helhed og de enkelte bestemmelser have en planlægningsmæssig begrundelse. 

Virkeliggørelsen af planen kan være afhængig af tilladelser eller dispensation efter anden lovgivning, fx miljøbeskyttelses-, landbrugs-, naturbeskyttelses-, skov-, kirke- eller kystbeskyttelseslovgivning. En lokalplan kan nemlig kun med særlig hjemmel erstatte tilladelser, der er nødvendige efter anden lovgivning. 

Ikke handlepligt

Bestemmelserne i en lokalplan er bindende for ejere og brugere af de ejendomme, som planen omfatter. Den bindende virkning betyder, at planens bestemmelser skal overholdes ved fremtidig udstykning, bebyggelse, beplantning osv. Planen har derimod ikke virkning for en lovligt eksisterende bebyggelse eller anvendelse, der således kan fortsætte som hidtil uanset lokalplanen.

Skal en virkeliggørelse gennemtvinges, må det ske ved ekspropriation, hvis betingelserne herfor er opfyldt. 

En lokalplan kan ikke tidsbegrænses. Den gælder, indtil den ændres ved en ny lokalplan, eller indtil den ophæves, uden at der laves en ny lokalplan i de specielle tilfælde efter § 33, hvor kommunalbestyrelsen kan beslutte:
 
  • at ophæve byplanvedtægter og lokalplaner for arealer, der tilbageføres til landzone og 
  • lokalplaner for landzonearealer, når en planlægning for området ikke længere findes nødvendig, eller
  • byplanvedtægter og lokalplaner for byzoner og sommerhusområder, når udviklingen inden for byplanvedtægtens eller lokalplanens område ikke længere gør det muligt at administrere tilladelser m.v. uden anvendelse af § 14 og § 19, idet områdets hidtidige zonestatus opretholdes.

Lokalplanpligt

Bestemmelserne om lokalplanpligt (§ 13, stk. 2) er af central betydning for planlovens formål.

Reglerne sikrer, at kommunalbestyrelsen – før et større bygge- eller anlægsarbejde eller en væsentlig ændring i anvendelsen af bebyggelse og arealer mv. sættes i værk – foretager en planlægningsmæssig vurdering af konsekvenserne af projektet. 

Reglerne skal desuden sikre, at den interesserede offentlighed og berørte myndigheder får lejlighed til at kommentere – eventuelt at modsætte sig – planens indhold. 

Etapedeling

En lokalplan kan ikke indeholde direkte bestemmelser om etapedeling (tidsfølge). Hvis man ønsker en etapedeling for privatejede arealer, kan man bruge planlovens § 12, stk. 2, der giver kommunalbestyrelsen ret til at modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser.

Det vil dog ofte være hensigtsmæssigt at udskyde detailplanplanlægningen til umiddelbart før de pågældende arealer skal tages i brug til byformål. 

Lokalplanpligt til sikring af kommuneplanens virkeliggørelse 
Efter planlovens § 13, stk. 2, 2. led, påhviler det kommunalbestyrelsen at tilvejebringe en lokalplan, når det er nødvendigt for at sikre kommuneplanens virkeliggørelse. 

Kompetencenormer

Bestemmelser i en lokalplan skal som altovervejende hovedregel udformes som forholdsnormer. Det betyder, at det skal kunne læses direkte i teksten, hvad der er tilladt og ikke tilladt på de ejendomme, der er omfattet af lokalplanen. Eksempler på forholdsnormer er bestemmelser som ‘Området må kun anvendes til’, ‘Beboelsesbygninger skal placeres…’ , ’Bygninger må ikke være højere end … ‘, osv.