13.07.2018

Landzoneadministration

Hovedformålet med zoneinddelingen og landzoneadministrationen er at forhindre spredt bebyggelse i det åbne land og dermed sikre en klar grænse mellem by og land, og at byudvikling sker, hvor der gennem planlægningen er åbnet mulighed for det.

Sigtet er at forbeholde landzonen til jordbrugserhvervene og at tilgodese landskabs- og naturværdier samtidig med, at egentlig byudvikling sker, hvor planlægningen åbner mulighed for det. Zoneinddelingen skaber herved en klar grænse mellem by og land, for hermed at fremme bevarelsen af bl.a. natur- og kulturhistoriske værdier, og miljøkonflikter undgås.

Samtidig skal planloven bidrage til at gøre landdistrikterne levedygtige. Med lovændringen i 2017 er planlovens formålsparagraf (planlovens § 1) ændret, og der er gennemført en række generelle lempelser af landzonereglerne for at skabe vækst og udvikling i landdistrikterne.

Landzonetilladelse

I landzone kræver det som udgangspunkt en landzonetilladelse at:

  • foretage udstykning 
  • opføre nyt byggeri
  • ændre anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer.

Det er kommunalbestyrelsen, som er myndighed, og som ved den enkelte ansøgning skal foretage en konkret afvejning i forhold til de mange hensyn, der ligger bag landzonebestemmelserne. Kommunalbestyrelsens afgørelse kan påklages til Planklagenævnet.

Undtagelser

Planloven indeholder en række undtagelser fra kravet om landzonetilladelse, som fremgår af lovens §§ 36 og 37.

Forældelsesfrist

For landzonetilladelser er forældelsesfristen 5 år.

For så vidt angår landzonetilladelse til genopførelse af en bolig i forbindelse med nedrivning, har kommunalbestyrelsen efter en konkret vurdering mulighed for at give en landzonetilladelse med en udnyttelsesfrist på op til 10 år.

Kommunalbestyrelsen skal i alle tilfælde overveje, om f.eks. planlægningsmæssige eller landskabelige hensyn eller naturmæssige konsekvenser taler for en kortere frist. 

Læs også: Zoneforhold under kommuneplanlægning.