13.03.2018

Dispensation

Kommunalbestyrelsen kan dispensere fra bestemmelser i en lokalplan eller byplanvedtægt, jf. planlovens § 19, stk. 1, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen. 

For dispensationer fra bestemmelser i en lokalplan eller byplanvedtægt gælder, at videregående afvigelser forudsætter, at der tilvejebringes en ny lokalplan (§ 19, stk. 2). 

Principper for dispensation - § 19

Principperne i en lokalplan er navnlig fastsat i formålsbestemmelsen og de anvendelsesbestemmelser, som er fastsat ud fra formålet med lokalplanen. Dispensationer fra sådanne anvendelsesbestemmelser kan kun gives til mindre betydende fravigelser. 

Principperne omfatter også den planlagte struktur, herunder fordelingen mellem friarealer og bebyggede arealer. Dispensation kan således som regel ikke gives til indgreb i grønne områder og fælles friarealer.

Midlertidige dispensationer

Den moderniserede planlov § 19, stk. 1, giver kommunalbestyrelsen mulighed for midlertidigt at dispensere fra bestemmelser i en lokalplan eller en plan m.v., der er opretholdt efter § 68, stk. 2. Det gælder, selvom dispensationen er i strid med principperne i planen.

Se også: Midlertidig anvendelse

Detaljerede bestemmelser

De bestemmelser i lokalplanen, som mere detaljeret regulerer bebyggelsens omfang, udformning og placering, hører normalt ikke til principperne i lokalplanen, dvs. at der som hovedregel kan dispenseres fra sådanne bestemmelser. Men i nogle tilfælde kan de detaljerede bestemmelser være fastsat netop for at fastholde en særlig udformning af bebyggelsen, fx i et bevaringsværdigt område. I så fald hører de bebyggelsesregulerende bestemmelser til principperne i lokalplanen og kan dermed ikke fraviges ved dispensation.

Konkret vurdering

Enhver dispensationsansøgning skal vurderes konkret. Der kan ikke gives generelle dispensationer. Tilsvarende kan kommunalbestyrelsen heller ikke beslutte, at man aldrig vil dispensere fra lokalplanen.

Vær opmærksom på, at afgørelsen om dispensation efter forvaltningsloven (§§ 22-24) skal begrundes, medmindre afgørelsen fuldt ud giver parten medhold.

Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, der er lagt til grund ved afgørelsen. Ved skønsmæssige afgørelser skal begrundelsen desuden beskrive de hovedhensyn, som har været bestemmende for afgørelsen. Det betyder, at begrundelsen skal tage udgangspunkt i lokalplanen og de konkrete forhold på ejendommen og i området.

Overordnede interesser

En bestemmelse i en lokalplan, hvis indhold er fastlagt i overensstemmelse med regler eller beslutning efter § 3 eller en aftale med en nationalparkfond eller en statslig, regional eller kommunal myndighed, kan kun fraviges med Erhvervsministerens henholdsvis den pågældende myndigheds samtykke.
 
Der kan som udgangspunkt ikke dispenseres fra bestemmelser i en lokalplan, hvis dispensationen kan skade et internationalt naturbeskyttelsesområde. Tilsvarende gælder, at der ikke kan dispenseres fra bestemmelserne i en lokalplan, hvis det kan beskadige yngle- og rasteområder for visse beskyttede arter.

Naboorientering mv. – § 20

I planlovens § 20 er der præcise regler om, hvem der skal have forudgående orientering og lejlighed til at fremkomme med bemærkninger, før der kan dispenseres. 

For orienteringen gælder følgende:

  • Den skal være skriftlig.
  • Den skal indeholde oplysning om, at bemærkninger kan fremsendes til kommunalbestyrelsen inden for en frist på mindst 2 uger.

Kommunalbestyrelsen har efter § 20, stk. 3, pligt til at give besked om afgørelsen i dispensationssagen til dem, der rettidigt har fremsat bemærkninger i forbindelse med den forudgående orientering. 

Pligt til at dispensere – § 19, stk. 4

For bebyggelse, der opføres som lavenergibebyggelse (§21 a), har kommunalbestyrelsen pligt til at dispensere fra lokalplanbestemmelser, der fastsætter krav om tilslutning til et kollektivt varmeforsyningsanlæg som betingelse for ibrugtagen af ny bebyggelse (§ 19, stk. 4). En sådan dispensation gives uden naboorientering (§ 20, stk. 2. nr. 3).

Grundejer- og beboerforeningers afgørelser - § 21

I henhold til planlovens § 21, stk. 1, kan en kommunalbestyrelse bemyndige en grundejerforening til at dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen.

Sådanne afgørelser kan påklages til kommunalbestyrelsen, jf. planlovens § 58a. Foreningens afgørelse skal bl.a. indeholde oplysning om bestemmelsen i lovens § 62, stk. 2 (der handler om, at søgsmål ikke kan anlægges, før klageadgangen til kommunalbestyrelsen er udnyttet).

Lokaludvalg - § 65 d i lov om kommunernes styrelse

Kommunalbestyrelsen kan efter § 65 d i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 2 af 04/01/2018) nedsætte lokaludvalg med selvstændig beslutningskompetence inden for geografisk afgrænsede dele af kommunen. Udvalgets kompetence fastlægges i et regulativ, der godkendes af indenrigsministeren.

Lokaludvalg kan bl.a. få tillagt kompetencen til:

  • at tilvejebringe lokalplaner.
  • at dispensere fra lokalplaner og byplanvedtægter inden for områder, der i kommuneplanens rammer er udlagt til boligformål. 

De afgørelser efter planloven, der træffes af et lokaludvalg, kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet i samme omfang, som hvis de var truffet af kommunalbestyrelsen.

Betingelser

Tilladelser eller dispensationer kan betinges. Det følger af almindelige regler og fremgår indirekte af bestemmelsen i planlovens § 55. Hvilke betingelser, der lovligt kan stilles, er ikke angivet i planloven; men det følger af almindelige forvaltningsretlige regler, at en dispensation skal være begrundet i
hensyn, der kan varetages efter den pågældende lov – i dette tilfælde planloven – og at betingelsen skal stå i et rimeligt forhold til den dispensation, der gives. 

Forældelse – § 56, stk. 1

En tilladelse eller dispensation bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år, efter at den er meddelt, eller ikke har været udnyttet i tre på hinanden følgende år, jf. § 56, stk. 1. En tilladelse eller dispensation kan ikke forlænges. Der vil i givet fald kunne gives en ny tilladelse eller dispensation efter de almindelige regler.