11.04.2018

Byvækst

Kommunal planlægning for byvækst må tage højde for, at det danske areal er grundlag for en lang række interesser og samtidig er en begrænset ressource.

Derfor skal arealudlæg til byvækst svare til det forventede behov indenfor den 12-årige planperiode og behovet skal opgøres efter en ensartet metode.
 
Den danske arealressource er knap, og landets arealer skal rumme mange forskelligartede anvendelsesformer, hvilket gør det nødvendigt at begrænse nye arealudlæg. Kommunerne skal ifølge planloven planlægge for den 12 årige planperiode, og kommunens arealudlæg skal svare til den forventede udvikling inden for denne.

12-årig planperiode

Byvækst forudsætter offentlige investeringer i kloakker, energiforsyning, infrastruktur, offentlig service mv. Den 12 årige planperiode er kommunernes redskab til at udvikle byer og lokalsamfund, fremme en effektiv udnyttelse af offentlige investeringer og skabe gennemsigtighed for virksomheder, borgere, investorer, nabokommunerne mv. om den planlagte fysiske udvikling. 

Ensartet metode til opgørelse af behov for byvækst

Kommunerne har ansvaret for, at der ikke udlægges mere areal end nødvendigt. For at give kommunerne det bedste grundlag for at varetage denne opgave har staten udarbejdet en ensartet metode til kommunernes opgørelse af behov for byvækst. Metoden fremgår af ”bekendtgørelse om byvækst” og ”vejledning om byvækst”.
 
Metoden er opbygget i tre trin, hvor kommunerne skal:
 
  1. opgøre kommunens forventede arealbehov.
  2. opgøre kommunens rummelighed.
  3. vurdere, om kommunen – ud fra sammenhængen mellem behov og rummelighed - har behov for at udlægge nye arealer.

Inddragelse af nye arealer

Udgangspunktet i Planloven er, at kommunerne kun kan udlægge nyt areal, hvis de samtidig udtager et andet areal udlagt til byzone af tilsvarende størrelse, med mindre der er et dokumenteret behov for yderligere areal til byzone. 
 
Planloven lovfæster princippet om, at byudviklingen skal ske indefra og ud. Det betyder, at udlæg af nye arealer til byvækst som udgangspunkt skal ske i direkte tilknytning til eksisterende byområder for at sikre en effektiv udnyttelse af de investeringer, der foretages i infrastruktur.

Asymmetrisk byudvikling

Kommunalbestyrelsen kan planlægge for en asymmetrisk byudvikling, fx langs en central vej, hvis en sådan udvikling er begrundet i hensynet til en funktionelt sammenhængende byudvikling eller i omådets topografi. 

Undtagelser

Planloven rummer flere muligheder for fravigelse af kravet om at anvende den ensartede metode, at udtage arealer af tilsvarende størrelse og at byudvikling skal ske i tilknytning til eksisterende by: 
 
  1. Erhvervsministeren kan efter ansøgning fra kommunalbestyrelser i særlige tilfælde give tilladelse til planlægning for et afgrænset areal til byzone, hvor et konkret og realistisk projekt kræver et større sammenhængende arealudlæg, som ikke kan begrundes ud fra den hidtidige vækst i kommunen. Her vil en kommune efter tilladelse fra ministeren kunne udlægge det nødvendige areal. Bestemmelsen skal bl.a. håndtere en situation, hvor en kommune uventet får mulighed for at tiltrække en større investering, der kræver et større sammenhængende areal end det, der er planlagt for i kommuneplanen (jf. planlovens § 11 a, stk. 9).
     
  2. Erhvervsministeren kan i særlige tilfælde, hvor der er tale om projekter af national interesse eller af væsentlig tværkommunal karakter, udstede et landplandirektiv. Der kan fx i særlige tilfælde være brug for, at få adgang til de rette arealer for placering af nye internationale investeringer i Danmark (jf. planlovens § 11 a, stk. 11).
     
  3. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde fravige det grundlæggende planprincip om, at al byudvikling skal ske i direkte tilknytning til eksisterende byområder og bebyggelse. Undtagelsen muliggør, at eksisterende fødevarevirksomheder, som enten sælger eller forarbejder fødevarer, og som har besøgsfaciliteter i direkte sammenhæng med fødevarevirksomheden, ved lokalplanlægning overføres til byzone, selvom de ikke ligger i direkte tilknytning til eksisterende byområder og bebyggelse (jf. planlovens § 11 b, stk. 3). 
     
  4. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde tilvejebringe lokalplaner, der overfører eksisterende virksomheder i det åbne land til byzone. Det kan være virksomheder, der af historiske årsager ligger i det åbne land, som gennem årene har foretaget betydelige investeringer på stedet og som kun vanskeligt kan flytte. Muligheden er tiltænkt de tilfælde, hvor sådanne virksomheder har behov for bygningsudvidelser, der ligger ud over, hvad der kan gives landzonetilladelse til (jf. planlovens § 11 b, stk. 4).