11.04.2018

Affalds- og deponeringsanlæg

Kommunalbestyrelsen skal udarbejde og vedtage en 12-årig kommunal plan for hensigtsmæssig håndtering af affald under hensyntagen til både miljø og økonomi.

Affalds- og deponeringsanlæg kan være vanskelige at placere, men samtidig er de helt centrale for, at vores affald kan behandles hensigtsmæssigt.

Planlægning for affalds- og deponeringsanlæg

Affaldsanlæg er anlæg, som nyttiggør eller bortskaffer affald, mens affald som ikke kan nyttiggøres eller bortskaffes typisk håndteres i et deponeringsanlæg. 

Det er en national interesse at mest muligt affald bliver genanvendt, og at det affald, der ikke kan genanvendes, så vidt muligt bliver energiudnyttet ved forbrænding. Det er også en statslig interesse, at andelen af affald, der deponeres, bliver reduceret mest muligt.

Kommunal affaldshåndteringsplan

Der er mange forskellige typer af affald, og dermed også mange forskellige typer affaldsanlæg. Kommunen er den vigtigste myndighed på affaldsområdet, og det er blandt andet kommunen der som udgangspunkt har ansvar for at klassificere affaldet.

Jf. affaldsbekendtgørelsen skal kommunalbestyrelsen udarbejde og vedtage en 12-årig affaldshåndteringsplan, der bl.a. behandler:

  • forventede fremtidige affaldsmængder og håndteringen af samme.
  • en vurdering af behovet for nye indsamlingsordninger.
  • hvilke behandlingsanlæg, der planlægges anvendt til håndtering af det affald, som kommunalbestyrelsen indsamler.
  • deponerings- og forbrændingskapacitet, herunder behovet for etablering af yderligere kapacitet.

Sammenhæng til byudvikling

Planlægning for affaldsbehandling hænger tæt sammen med kommunens planlægning for byudvikling, både for så vidt angår nye affaldskilder samt i forhold til at sikre arealer til eventuelle nye anlæg og/eller udvidelsen af eksisterende anlæg. 

Det er en national interesse, at der sikres en tilstrækkelig forbrændings- og deponeringskapacitet i kommunerne, og at det gennem kommuneplanlægningen sikres, at kapaciteten opretholdes ved ændringer eller aflysning af eksisterende udpegninger.

Se også: Byudvikling

Kystnære deponeringsanlæg

Deponeringsanlæg skal altid placeres kystnært, dvs. hvor der er en entydig og ubrudt grundvandsstrømning fra deponeringsanlægget mod et marint vandområde. Det er et vigtigt lokaliseringsprincip under hensyntagen til anden natur og sårbare overfladevandområder for at beskytte grundvand og forsyningen af rent drikkevand mod forurening.

Se også: Kystnærhedszonen

Vurdering af anlæggets virkninger på miljøet

Affaldsanlæg er omfattet af VVM-bekendtgørelsen, og VVM-procedurerne skal derfor følges, når der planlægges for nye anlæg eller ændringer af eksisterende. 

Se også: VVM og miljøvurdering